§1. |
Navn | Klubbens navn er Farum Orienterings Klub (FOK).
|
Hjemsted | Klubbens hjemsted er Farum.
|
§2. |
Formål m.v. |
Klubben er medlem af Dansk Orienterings Forbund (DOF) og er undergivet dettes love og bestemmelser.
Generalforsamlingen kan beslutte, at klubben tillige skal være medlem af andre forbund/unioner.
Det er klubbens formål at give alle medlemmer mulighed for at dyrke orienteringsløb på det niveau de
ønsker, samt gennem sit medlemskab i DOF at give medlemmerne lejlighed til at deltage i arrangementer
under DOF og Internationalt Orienterings Forbund (IOF).
|
§3. |
Medlemmer |
Som aktivt eller passivt medlem kan bestyrelsen optage enhver.
Et medlem er senior fra den 1. januar det år, hvor han/hun fylder 21 år, indtil da er han/hun junior.
Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges af generalforsamlingen. Forslagets vedtagelse
kræver, at 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for.
|
Udmeldelse |
Udmeldelse af klubben kan kun ske skriftligt til formanden eller kassereren og kun såfremt
medlemmet ikke er i restance.
|
Eksklusion |
Et medlem, der trods rykkere gennem mere end 1/2 år har været i restance med kontingent kan
ekskluderes af klubben. Bestyrelsen træffer afgørelse herom.
Medlemmer, der efter bestyrelsens opfattelse ved deres optræden og adfærd direkte eller indirekte
modarbejder klubbens formål, kan for et nærmere fastsat tidsrum eller for bestandig ekskluderes.
Det samme gælder, hvis et medlem groft har overtrådt DOF´s reglement. Bestyrelsen træffer beslutning
om eksklusionen. Beslutningen kan af det ekskluderede medlem eller af tre andre medlemmer kræves
indbragt for generalforsamlingen.
|
§4. |
Kontingent |
Klubkontingentet fastsættes for det følgende kalenderår af bestyrelsen. Kontingentets størrelse skal
efterfølgende godkendes af generalforsamling.
Klubkontingentet betales inden den 1. februar.
|
§5. |
Generalforsamling |
Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed.
Adgang til at deltage i generalforsamlingen og tage ordet har ethvert medlem.
Ret til at stemme på generalforsamlingen har alle, der er aktive medlemmer, der i året fylder mindst
15 år og som har været medlem inden 1. januar. Dirigenten kan udelukke et medlem fra at stemme, hvis
medlemmet er i restance med kontingent.
Et medlem kan give fuldmagt til et andet medlem til at stemme på generalforsamlingen. Et medlem kan
højst have en fuldmagt.
Ordinær generalforsamling afholdes i februar måned.
Indkaldelse skal ske med mindst 14 dages varsel i klubbladet, på klubbens hjemmeside, via email
eller ved brev.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset fremmødtes antal.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed, bortset fra beslutninger om æresmedlemmer
(jfr. punkt 3), vedtægtsændringer (jfr. punkt 10) eller om foreningens opløsning eller fusion
(jfr. punkt 11).
Skriftlig afstemning skal finde sted, hvis et stemmeberettiget medlem forlanger det.
Den ordinære generalforsamling skal mindst have følgende punkter på dagsordenen:
1. | Valg af dirigent |
2. | Valg af referent og 2 stemmetællere |
3. | Formandens beretning |
4. | Aflæggelse og godkendelse af regnskab (v/kassereren) |
5. | Godkendelse af budget og kontingent |
6. | Indkomne forslag |
7. | Valg til bestyrelsen
Lige år: formand, sekretær og bestyrelsesmedlem B, D, F ...
Ulige år: næstformand, kasserer og bestyrelsesmedlem A, C, E ...
Hvert år: 2 suppleanter |
8. | Valg af 2 delegerede til Furesø Idræts Union |
9. | Valg af 2 revisorer og 1 revisor suppleant |
10. | Eventuelt |
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 7 dage før
generalforsamlingens afholdelse.
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når bestyrelsen vedtager det, eller hvis mindst 20
stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af
forhandlingsemne. Indkaldelse, der skal forestås af bestyrelsen, skal ske efter samme regler som til
ordinær generalforsamling. Dog kan varslet, hvis det findes nødvendigt, forkortes til 8 dage.
|
§6. |
Bestyrelsen |
Klubben ledes af bestyrelsen, der består af formand, næstformand, kasserer, sekretær og mindst et
bestyrelsesmedlem herudover. De menige bestyrelsesmedlemmer benævnes A, B, C, osv.
Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden eller 2 af bestyrelsens medlemmer finder det påkrævet, dog mindst
4 gange årligt.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.
Bestyrelsen kan supplere sig med op til 2 nye medlemmer i en valgperiode, hvis dette findes praktisk af
hensyn til arbejdet. Det/de nye bestyrelsesmedlemmer er på valg ved den næstfølgende generalforsamling.
|
§7. |
Udvalg |
Til varetagelse af det daglige arbejde i klubben kan bestyrelsen nedsætte en række udvalg. Blandt et
udvalgs medlemmer udpeges en formand, der har reference til bestyrelsen, og som har ret til at deltage
i bestyrelsesmøderne.
|
§8. |
Regnskab |
Klubbens regnskabsår er kalenderåret.
Driftsregnskab og status forelægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling og skal være påtegnet
af revisorerne.
|
Revision |
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen 2 revisorer og en revisorsuppleant.
Revisorerne skal hvert år inden generalforsamlingen gennemgå regnskabet og påse, at beholdningerne er til
stede. Revisorerne har til enhver tid ret til at efterse regnskab og beholdninger.
|
§9. |
Tegningsret |
Klubben tegnes af formanden eller kassereren hver for sig. Ved køb, salg eller pantsætning af fast ejendom
tegnes foreningen dog af formanden, næstformanden og kassereren i forening.
|
§10. |
Vedtægtsændringer |
Ændring af vedtægterne kan kun ske på en generalforsamling, hvor mindst 1/2 af de stemmeberettigede medlemmer
er tilstede. Til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for. Opnås sådant flertal,
men er det fornødne antal ikke til stede, kan der indkaldes til en ny generalforsamling med sædvanligt varsel,
hvor beslutningen kan træffes med 2/3 majoritet uanset antal fremmødte.
|
§11. |
Opløsning |
Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en generalforsamling, hvis mindst 1/2 af klubbens
stemmeberettigede medlemmer er til stede. Til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne
stemmer er for. Opnås sådant flertal, men er det fornødne antal ikke til stede, kan der indkaldes til en
ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med samme majoritet uanset antal fremmødte.
På generalforsamlingen skal der tages stilling til, hvordan der skal forholdes med klubbens aktiver. Disse
skal dog anvendes til gavn for orienteringssporten.
|
Fusion |
Med samme flertal kan beslutning om fusion med en anden klub træffes. I tilfælde af fusion overføres klubbens
aktiver til den fortsættende klub.
|
Vedtaget i Farum den 24. marts 1972.
Revideret den 11. april 1988, den 13. maj 1996 og senest 20. marts 2009.
|