Når vi ikke træner, løber vi konkurrenceløb ved forskellige former for o-løbsstævner. Her tilmelder man sig typisk senest en uge inden stævnet via en særlig portal på nettet kaldet O-service. Kort før stævnet får man tildelt en starttid. Tiden registreres elektronisk på alle poster med SPORTident-kontrol (SI-brik, som du kan låne af klubben). Du kan også løbe uden for konkurrence på såkaldte åbne baner. Ofte stiller vi et klubtelt op på stævnepladsen til omklædning, og vi koordinerer fælles transport i private biler.
Vintercup
Vintercup er en Vinter-trænings-konkurrence over 5 lørdage i december, januar og februar, hvor 4 ud af 5 løb er tællende i det samlede resultat. Der er 10 klasser med svære baner og 1 klasse med mellemsvær bane (se oversigten over klasser og baner). På Vinter-Cup Light banen er det tilladt, at flere følges ad. Det er nogle hyggelige og intense løb, hvor 200 til 250 orienteringsløbere er i skoven. Der er samlet start.
Klasser og banelængder
H18 ca. 7 km svær
H19 ca. 10 km svær
H40 ca. 7 km svær
H60 ca. 5 km svær
H70 ca. 3 km svær
D18 ca. 5 km svær
D19 ca. 7 km svær
D35 ca. 5 km svær
D50 ca. 5 km svær
D60 ca. 3 km svær
Vinter-Cup Light ca. 4 km mellemsvær
Løbene udbydes på O-Service, hvor man kan tilmelde sig og er med SPORTident-kontrol. Mulighed for lånebrik.
Det er klubberne OK Øst Birkerød og Lyngby OK der arbejder sammen om løbsserien.
Natcup
Natcuppen er en aften-pandelampe-konkurrence over 8 onsdage i vinterhalvåret med tre løb før jul og fem løb efter jul. Alle løb er med fælles start i klasser og med sløjfer. Efter løbet er der mulighed for at smøre sig en bid mad og få noget at drikke – samt en hyggelig snak om vejvalg og hvad man nu kan bruge tiden på i godt selskab.
Nat-cuppen er en gennemgående konkurrence, hvor 6 ud af 8 løb er tællende. Der er præmier til nr. 1 i hver klasse i den gennemgående konkurrence, forudsat de pågældende har gennemført mindst 6 løb.
Desuden vil der være et antal præmier, som fordeles ved lodtrækning blandt de deltagere, der er til stede ved præmieuddelingen den sidste løbsdag.
Der udbydes fem baner:
H1: 8 km, sort/svær, kort 1:10.000
H2, D2: 6 km, sort/svær, kort 1:10.000
H3, D3: 4,5 km, sort/svær, kort 1:7.500
H4, D4: 3 km, blå/svær, kort 1:7.500
H5, D5: 4 km, gul/mellemsvær, kort 1:7.500
Løbene udbydes på O-service, hvor man kan tilmelde sig, og er med SPORTident-kontrol. Mulighed for lånebrik.
Det er klubberne FIF Hillerød, OK Roskilde, Søllerød OK, Allerød OK, Ballerup OK, Kildeholm OK, Tisvilde Hegn OK og Farum OK der hver arrangerer et løb.
Påskeløb
Påskeløb er en konkurrence over tre dage torsdag, fredag og lørdag i påsken. Der udbydes baner i alle klasser med præmier til de bedste samlet i hver af de udbudte klasser. Påskeløbet arrangeres af skiftende jyske klubber, og de tre løb er i nærheden af den arrangerende klub. For eksempel i skovene omkring Silkeborg med Silkeborg OK som arrangør.
Farum OK har tilbud om overnatning, fællesspisning og evt. fælles kørsel.
Sommercup
Sommercup er en lille sommer-konkurrence over de tre første torsdage i juni. Sommer-cuppen er en gennemgående konkurrence, hvor der er præmier til den bedste samlet i hver klasse. For at vinde skal man løbe samme klasse ved hvert løb. Efter sidste løbsdag tændes der op i grillen og der uddeles præmier til de bedste løbere.
Der udbydes seks baner:
Bane 1: 7,1 km svær
Bane 2: 5,1 km svær
Bane 3: 4,3 km svær
Bane 4: 2,8 km svær, blå
Bane 5: 4,1 km mellemsvær
Bane 6: 3,6 km let
Løbene udbydes på O-service, hvor man kan tilmelde sig og er med SPORTident-kontrol. Mulighed for lånebrik.
Det er Ballerup OK der arrangerer disse løb.
Sensommercup
Sensommercup er en lille sensommer-konkurrence over tre tirsdage i august-september. Sensommercuppen er en gennemgående konkurrence. Efter sidste løb den 5. september lægges tiderne sammen og der er præmie til hurtigste dame og herre på hver af de seks baner. Desuden er der lodtrækningspræmier blandt de tilstedeværende. Efter sidste løbsdag tændes der op i grillen – medbring selv mad drikkevarer.
Der udbydes seks baner i både dame- og herre-klasser:
Bane 1: svær: 8 – 10 km
Bane 2: svær 5 – 6 km
Bane 3: svær ca.3 km
Bane 4: mellemsvær 4-5 km
Bane 5: let 3-4 km
Bane 6: begynder 2,5 – 3,5
Løbene udbydes på O-service, hvor man kan tilmelde sig og er med SPORTident-kontrol. Mulighed for lånebrik.
Det er Tisvilde Hegn OK der arrangerer disse løb.
Divisionsmatch
OrienteringsDanmark er inddelt i tre kredse – Syd (Sønderjylland og Fyn/Øerne), Nord (Midt-, Øst- og Nordjylland) og Øst (Sjælland, sydlige øer og Bornholm). Der er p.t. 31 klubber i Østkredsen, hvoraf 24 konkurrerer imod hinanden i divisionsmatcher. Derved er klubberne rangeret i 6 divisioner med 4 klubber i hver. Over tre løb dyster klubber i samme division mod hinanden. Her udregnes efter et pointsystem, hvordan klubberne klarer sig mod hinanden. Alle kan være med, nybegyndere, eliteløbere, motionsløbere, børn, unge, voksne og meget voksne. Hvert år vil der således være klubber, som rykker op eller ned til en anden division. Farum OK ligger lige nu i 1. division i Østkredsen.
Ved divisionsmatcherne bestræber vi os på at få så mange med som muligt, og vi plere at have en rigtig god dag sammen med medlemmer fra vores egen klub og løberne fra vores konkurrerende klubber – de er faktisk også søde. Og vi får altid en snak efter løbet, måske om vejvalg, ”forsvundne” poster eller om nye rigtigt gode løbesko.
De sidste år har vi haft uddeling af lodtrækningspræmier, som kan være alt fra en drikkedunk til løbetøj.
Danmarksmesterskaber
Danmarksmesterskaberne (DM) kan foregå i hele Danmark, afhængigt af den arrangerende klub. DM er som regel åben for alle løbere – elite, motion, børn, unge, voksne og meget voksne. Der er ingen DM-klasser for begyndere, men der vil ofte være mulighed for at løbe en bane uden for DM-konkurrencen (åben bane).
DM afvikles som:
– Sprint og sprintstafet (kort distance i by)
– Mellem (i skov)
– Lang (i skov)
– Ultralang (i skov)
– Stafet (i skov)
– Nat (i skov)
Klubben stiller ofte med stafethold.
Sjællandsmesterskaber
Sjællandsmesterskaber (SM) afvikles som regel inden for følgende 4 discipliner:
– Sprint (kort distance i by)
– Lang (i skov)
– Stafet (i skov)
– Nat (i skov)
Kredsløb
Ud over ovenfor omtalte løbstyper afholdes også nogle enkeltstående konkurrenceløb som betegnes kredsløb. Her tilbydes som regel det samme udvalg af baner som ved mesterskabsløb, inklusive åbne baner.
MTB-O
MTB-O, eller mountainbike orientering som er det rigtige navn, er en forholdsvis ny sportsgren, der kombinerer det bedste fra mountainbike sporten med det bedste fra orienteringsløb. I MTB-O får du, på samme måde som i orienteringsløb, udleveret et kort med en række poster, når du starter. Posterne skal opsøges i en bestemt rækkefølge, men det er frivilligt, hvordan du kommer fra den ene post til den anden. I modsætning til almindeligt orienteringsløb, hvor du må løbe i terrænet, må du til MTB-O kun cykle på stierne. Den typiske vejvalgsproblematik består i at vurdere, om du fra post 1 til 2 skal vælge den direkte vej ad den lille sti, der er svær at køre på, eller om du skal køre udenom på den store grusvej.
MTB-O kan dyrkes af alle og kræver i princippet kun en cykel, der kan holde til at cykle i skoven. Elite-rytterne har cykler til mere end 20.000 kroner, tætsiddende cykeltøj og specialdesignede kortholdere monteret på cykelstyret, men mindre kan sagtens gøre det, og til træningsløbene kommer mange på deres almindelige cykel, stiller op i gummi støvler og almindeligt træningstøj og kører med kortet i hånden. Der er derfor ingen grund til at holde sig tilbage. MTB-O er desuden en fin sport for nybegyndere, da selve orienteringsmomentet ikke er så svært, idet der kun køres på stierne.
Hvis du har lyst til at prøve MTBO, er der som regel flere løb i Østkredsen i både sommer- og vinterhalvåret, så følg med på O-service. Se mere om MTB-O på DOF’s hjemmeside.