|
Hvem er det for?
Ungdomstræningen er for ungdomsløbere mellem ca. 8 og 12 år.
Hvad foregår der?
Til ungdoms-træningen starter vi med noget fælles opvarmning og/eller en o-teknisk øvelse og fortsætter med nogle orienterings-baner. Indimellem bliver der gerne tid til noget leg eller nogle runder på skovtroldenes sprintbane.
Der er ikke nogen, der bliver sendt ud alene, hvis de ikke føler sig klar til det. Træningen foregår under kyndig ledelse af vores ungdoms-træner Freja evt. med assistance fra en eller to andre. Der bliver lagt lige meget vægt på, at det skal være sjovt og hyggeligt og at der skal læres noget. Vi slutter gerne af med en müslibar.
Hvor er det - og hvornår?
Vi træner med udgangspunkt fra forskellige nærliggende skove omkring Farum, hvor vi mødes hver tirsdag kl. 17-18.30. Mødestedet kan ses her og det annonceres desuden hver gang på Facebook, ligesom de faste medlemmer får en e-mail med oplysningerne. Ungdomstræningen foregår i sommerhalvåret, mens det stadig er tilstrækkeligt lyst til at læse et kort – altså mellem sommerferien og efterårsferien og igen mellem påskeferien og sommerferien. Sidste år afprøvede vi dog noget natløb for de mest entusiastiske mellem efterårsferien og juleferien. Det er slet ikke utænkeligt, at vi prøver det igen i år.
Må mor og far komme med?
Det er tilladt at medbringe en forælder eller anden voksen, hvis du foretrækker det - det vigtigste er, at alle føler sig godt tilpas.
Hvornår kan jeg "rykke op"?
Selvom aldersinddelingen er op til 12 år, oplever vi at mange af ungdomsløberne gerne vil fortsætte i længere tid. Det får de lov til, men vi anbefaler, at de kommer med til tekniktræningen om torsdagen, som er mere udfordrende. Der er dog ikke helt samme mulighed for at være sociale til tekniktræningen, da det foregår i skoven på individuelle baner.
Fællesspisning og overnatning
Et par gange hvert år bliver der arrangere fælles-spisning med overnatning fra fredag til lørdag eller blot fællesspisning umiddelbart efter træningen. Til fælles-spisningerne er forældre og søskende også meget velkomne, så kan vi forhåbentlig også få talt lidt mere sammen.
Andre aktiviteter for 8-12 år
I Østkredsen (Sjælland med tilhørende øer), bliver der afholdt mini-kurser for de 8-10 årige og U1-kurser for de 11-13 årige. Minikurserne strækker sig typisk over en fomiddag/tidlig eftermiddag, hvor U1-kurserne bliver afholdt fra fredag til søndag. Begge kurser er meget velbesøgte af kredsens ungdomsløbere med op til 50 deltagere.
Tekniktræning (8-21 år)
Tekniktræningen foregår i sommerhalvåret mellem påskeferien og sommerferien og igen mellem sommerferien og efterårsferien og er for alle klubbens medlemmer. Der er mellemsvære og svære baner for de rutinerede løbere og en let bane til dem, der endnu ikke er så rutinerede. Man møder selv frem til startstedet i de skiftende skove mellem kl. 17.15 og 17.45. Hvis der er brug for kørelejlighed, er der så tilpas mange, der tager til træning, at det ikke er noget problem at få en plads i bilen hos en klubkammerat. Send blot en sms til Bodil på 29 60 50 45, så finder vi ud af noget.
Se hele kalenderen med aktiviteter for både børn og unge under Aktivitetsplan i menuen.
|